Til forsiden
Udskriv

Nostalgi

Denne side er lidt nostalgi vedrørende film og især biografer.
Læs om Todd-AO - CinemaScope - Cinerama - historien om Bio Lyngby, Kino Lyngby, Rialto 2/Lyngby Teatret, Virum Bio3 Falke Bio, Kinopalæet, Palladium/Metropol og andre lukkede biografer
 
Todd-AO
 
Annonce fra 3 Falke Bio 20/10 1962
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
70mm/Todd-AO: Systemet blev lanceret i 1955. Første film var "Oklahoma", som blev vist i Rivoli, New York, september 1955. Systemet adskilte sig fra almindelige formater ved at være 70mm bred film (mod det normale 35mm). Derudover bestod lydsiden af 6-kanals magnetisk stereolyd - 5 frontkanaler og 1 surroundkanal. Selve filmen blev optaget på 65mm bredt negativ, men for at få plads til de 6 lydspor var biografkopierne 5 mm bredere. Oklahoma blev både optaget i 35mm (CinemaScope - se nedenfor) og 70mm og det er bestemt ikke samme filmoplevelse. Hele åbningssekvensen er fuldstændig anderledes og 70mm udgaven er med overture og pausemusik.
 

 

(c) Magna Theatre Corporation (70mm) - RKO Radio Pictures (35mm)

 

 

 

 

 

 

3 FALKE BIO åbnede (1958) som første Todd AO teater i Danmark, bygget til formålet. Filmen var "South Pacific", med den berømte "rutchebanetur" foran. Filmen blev vist i årevis og havde repremiere flere gange.
 
De gyldne år for 70mm film i DK var 1958-1969, med "Oliver" som sidste film med 2 70mm kopier samtidig i DK. Filmen havde premiere i Kinopalæet i København samt Grand i Odense. Der var premiere på 12 70mm film i 1969. Derefter gik det desværre ned ad bakke herhjemme, hvorimod de fleste andre lande omkring os, især England og Sverige fortsat holdt fanen højt med 70mm kopier.
 
I 1984 da den danske filial af distributionsselskabet UIP havde premiere på "Brainstorm" var der derfor kun 1 biograf tilbage i København som kunne vise 70mm og det var Imperial Bio samt et par stykker i Storkøbenhavn, nemlig Bio Lyngby og Hørsholm Bio. Hverken Århus, Odense eller Aalborgs store premierebiografer kunne vise 70mm. Det kunne til gengæld Malling Bio lidt uden for Århus og Biografen i Slagelse.
 
Nordisk Film havde omkring 1985 købt de fleste af Odenses biografer og geninstallerede i 1990 70mm i Folketeatret. Biografen viste efter sigende 70mm film i perioden 1990 og frem  til lukningen i 1995. Se oversigt over danske 70mm biografer 1985-2023 under punktet "70mm/Todd-AO" her.
 
I dag produceres ikke 70mm film med magnetlyd grundet prisen på en kopi og forbud mod at bruge den jernoxid som magnetlyden bestod af. Derimod kan formatet opleves med DTS/DATASAT digitallyd, som således forener de flotte billeder fra Todd AO/70mm med det ultimative i lyd - digitallyd.
 
Imperial Bio, Palads, Biffen (Aalborg), Biografen (Slagelse), Malling Bio og Gentofte Kino har senest vist 70mm film. Biffen viste Derzu Uzala i 70Mmm (marts 2007), Baraka i 2008, en 70mm kortfilm i 2009, Mit Afrika i september 2010 og The Master i februar 2013 (2 forestillinger).
 
Det er glædeligt at der også kommer premierer i 70mm samt at antallet af danske 70mm biografer vokser. I 2024 er der 4 biografer i Danmark som kan afspille formatet: Imperial, Gentofte Kino, Malling Bio og NFB Aarhus C.
 
Se endvidere under punktet ordbog (70mm), hvor der tillige er en oversigt over de seneste 70mm premierer i Danmark.
CinemaScope
 
 
 
 
 
 
 
 
Bemærk logoet er næsten større end titlen
CinemaScope: Systemet blev lanceret i 1953 af FOX. Første film var "The Robe". Systemet var baseret på almindelig 35mm film, men billedet var presset sammen på filmkopien og blev ved forevisning bredt ud igen. Derudover bestod lydsiden af 4-kanals magnetisk stereolyd (2,55:1). Systemet er modificeret siden lanceringen (2,35:1) og i dag er CinemaScope et bredformat i forholdet 2,39:1 og med optisk/digital lydside og ikke magnetlyd.  En overgang producerede man CinemaScope kopier med både optisk og magnetisk lydside (mag-optical). Dette gav mulighed for, at samme kopi kunne vises i biografer uden magnetlyd, de afspillede filmen med 1 kanals optisk lyd.
 

(c) 20th Century Fox

 

CinemaScope kom til Danmark i juni 1954, med Rønne Bio som den første biograf og Kinopalæet (nr. 2) som den næste med filmen "The Command" den 16. juni 1954. Se omtalen i Politiken her
 
Læs hele historien om Kinopalæet her.
 
Jeg har set "SOUND OF MUSIC" i Imperial Bio i Cinemascope med 4-kanals magnetlyd og "SOUTH PACIFIC" i Rialto også i CinemaScope med 4-kanals magnetlyd.
Cinerama
 
 
 
 
 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Her er CINERAMA logoet større end titlen !
 
Cinerama: Systemet blev lanceret i 1952. Første film var "This is Cinerama". Systemet bestod af 3 stk. 35mm film som billedmæssigt blev sammenkoblet og derudover 1 stk. 35mm filmstrimmel med 7-kanals magnetlyd. Disse 4 enheder kørte synkront. En Cinerama biograf - for eksempel Kinopalæet  (nr. 3 - omkring 1962-1963) - skulle derfor have 3 operatørrum for at kunne vise Cinerama film. Dette system gav nogle meget store billeder på et meget buet lærred. For ikke at få krydsrefleksioner, brugte man ikke et almindeligt filmlærred, men derimod lameller. Systemet blev dog opgivet, idet det kostede utrolige summer at drive en Cinerama biograf (som kun måtte vise Cinerama film) og problemer med sammenkoblingen mellem de tre billeder som var ret synlige på lærredet, til trods for instruktørernes forsøg på at skjule disse lodrette linjer bag træer eller lygtepæle. Knækkede den ene film, måtte man desuden stoppe hele forevisningen og indsætte sort film grundet synkroniseringen. Efterfølgende bestilte man det nøjagtige stykke af filmen som var gået tabt, som så blev indsat.
 
Der gøres et stort arbejde med at få restaureret disse gamle film samt digitalisere dem. Man kan således bestille en Blueray disk med f. eks. "This is Cinerama" eller "Vi Vandt Vesten" i smilebox format, hvilket "buer" billedet på TV-skærmen så det næsten ligner den originale biografoplevelse.
 
Se film fra operatørrum her.
 

 

Screenshot fra "This is Cinerama" - her ses sammenkoblingen mellem de tre billeder tydeligt. (c) Cinerama Corp.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
    
OBS omtalen opdateres løbende, da jeg er i gang med at gennemgå repertoireoversigt samt diverse arkivmateriale.
 
Bio Lyngby XYZ: Biografen åbnede i september 1938 og lukkede 10. maj 1999 efter næsten 61 år i familien Leo-Hansens eje. De første år hed biografen "Lyngby Bio", men skiftede navn i første halvdel af 40'erne, blandt andet for at komme før "Kino Lyngby" i biografannoncerne. Da biografen åbnede havde den én sal med ca. 600 pladser. Der var 2 indgange til salen fra foyeren og 25 rækker efter sofarækken kom til.
 
Læs hele historien her
 
 
3 Falke Bio - annoncekliche til "My Fair Lady"
3 Falke Bio: Biografen åbnede som beskrevet andet steds på disse sider, i 1958 med filmen "SOUTH PACIFIC" i 70mm Todd-AO 6-kanals stereofonisk magnetlyd. Biografen var den første i Skandinavien som kunne vise 70mm film - faktisk var den bygget til formålet. Biografen var udstyret med små 1.000 pladser - de første 11 rækker på et fladt gulv, derefter gik man 2 meter op, og derfra skrånede resten af biografen opad. Det store flotte Todd-AO lærred var omkring 18 meter bredt og gav en imponerende virkning i den ikke så lange sal.
 
Læs hele historien her
 
  
Annonce september 1918
 
 
 
 
 
 
Kinopalæet, der har været 3 "Kinopalæer" i København, eller snarere på Frederiksberg, idet Københavns kommune i sin tid ikke ville tillade der blev opført endnu en biograf, hvorfor man byggede på en grund lige på den anden side af kommune-grænsen, hjørnet Vodroffsvej/Gammel Kongevej (ved det nuværende Codanhus). Det var ASA Film som stod bag helt frem til 1970'erne.
 
Læs hele historien her.
 
Scala Biograferne Sal 1
Scala Biograferne - Sal 1
Scala Biograferne, lukket den 30.06.2001. Scala komplekset ombygges til hotel. Følgende skrev jeg om biograferne: (Sandrew/Metronome) 7 sale i alt. Sal 1, 2 og 3 er absolut et besøg værd, alle med THX godkendelse og derudover DTS, DOLBY DIGITAL. Sal 1 har bevaret fortæppet, hvorimod sal 2 og 3 mistede fortæppet i forbindelse med THX-installationen. Derudover blev pladsantallet reduceret i alle 3 sale også i forbindelse med THX-installationen. Sal 1 har 379 pladser, sal 2 og 3 hver 214. Der er dog det lille minus at benpladsen ikke er helt optimal - hvilket trækker lidt ned, og har kostet sal 1 een stjerne. Se annoncer fra 1995 og 1999 her.

Karakter: Sal 1, 2 og 3 * * * *
 

 

Salsplaner inden lukningen

 
 
 
 
 
 
Kino Lyngby, åbnede i 1929 og lukkede søndag den 1. januar 1978 efter re-premieren på "Navarones Kanoner".
 
Det var blandt andet familien Seemann som havde bevillingen og de drev biografen helt frem til starten af 1970'erne. Der var fra begyndelsen 550 pladser et tal som blev reduceret i løbet af levetiden.
  
Læs hele historien her.
Lyngby Teater sal 1
 
 
 
 
 
Lyngby Teater. Biografen åbnede i november 1973 i forbindelse med bygningen af Lyngby Storcenter. Biografen åbnede med filmen "Dobbeltspil" i sampremiere med Rialto 1 på Frederiksberg. De 2 biografer kørte parløb indtil 1977. Rialto 1 lukkede i 1980. Biografen hed oprindeligt Rialto 2, men skiftede navn i starten af 1980'erne til Lyngby Teatret. I samme forbindelse blev salen bygget om til også at kunne bruges til teater. Som kompensation for den manglende mulighed for at vise film disse dage, kom sal 2 til. 
  
Biografen lukkede 31.07.2001 kort før åbningen af biografer i Lyngby Kulturhus. 
 
Læs hele historien her.
Virum Bio, (1943-1973) biografen lå på Virum Torv og blev opført samtidig med udbygningen af Virum og S-toget til Holte.
 
Læs hele historien her.
Den oprindelige Palladium Biograf Palladium/Metropol, Palladium åbnede i januar 1938 med filmen "Tre Smarte Piger" med Deanna Durbin og lukkede 6. juni 2010 med 4 flotte piger i "Sex and the City 2".
 
Det var Palladium Film som selv opførte biografen på lejet grund, idet Industriforeningen ejede grunden.
 
Læs hele historien her.
 
Se repertoireoversigt mv. for de 4 biografer i Lyngby-Taarbæk kommune her.
 
 

 

1929-1978

1938-1999 

 

1943-1973

 

1973-2001

 

 

 

 Lyngby Kulturhus - store sal "Kuhlau Salen" ved åbningen i 2001. I dag er der "Power" i stuen og biograf ovenpå