Til forsiden
Udskriv

Anmeldelse af MovieHouse - Hellerup

 

 

Moviehouse Hellerup - foyeren

 

Telefon 44942900. Biografen åbnede i december 2018 på toppen af Eksperimentarium i Hellerup og er en privatejet biograf drevet af familien Obel.

 
Der er her tale om en nyfortolkning af tidligere tiders flotte biografer som desværre næsten alle er lukket.
 
Der er 5 sale med i alt 500 (fra 53 til 142) luksuspladser/recliners. Der er elevator til biografen eller man kan benytte den flotte messing "snegl" fra Eksperimentariets foyer. Mod betaling var der oprindeligt "vallet parking" jeg  ved dog ikke om det gælder længere. Der er 2 timers gratis parkering under Waterfront shoppingcenter.
 
Sjældent har jeg været så begejstret for en nyåbnet biograf. Der er stemning og atmosfære som ikke er set i nogen andre nybyggede biografer jeg kender til.
 
Foyeren er et kapitel for sig, med sofagrupper og små borde spredt omkring foyerområdet på "ægte" tæpper og den flotteste udsigt til Øresund. Toiletterne er også et besøg værd.
 
Der er som nævnt luksusstole i alle 5 sale samt små borde med lampetter OG ikke mindst er der fortæppe i salene - ikke nogen selvfølge (desværre) i det danske biograflandskab. Det vil dog sige, der er fungerende fortæppe i de 2 største sale og "snyde" fortæppe i resten.
 
Skulle man komme med lidt malurt, er det lidt problematisk, at lukke gæster ind og ud ad samme lidt snævre trappe/gangareal.
 

 

Moviehouse Hellerup - de flotte toiletter

   
Anmeldelse sal 1: 
 

 

 

 

Kompleksets største sal har 142 pladser (inkl. kørestol) som er fordelt på 7 rækker. Det lyder jo ikke overvældende, men når man tager rækkeafstanden i betragtning som er nødvendig grundet de store "recliners", er det alligevel en ok størrelse sal. Lærredet kan blive 9 meter bredt. Der er som tidligere nævnt fortæppe (se billede) som også bliver brugt og ikke blot hænger uvirksomt langs siderne som det desværre ses andre steder som endnu har bevaret fortæppet.
 
Der er her tale om en veldisponeret sal, hvor man ser godt fra stort set alle pladser og med god afstand fra første række og til lærredet. Skulle jeg komme med negativ kritik må det være at ind- og udgang sker gennem en dør i salens venstre side fortil (se billeder), hvilket er lidt problematisk under forestillingen, når gæster fra salens højre side skal på toilettet eller lignende. De er nødt til at gå foran lærredet for at komme ud, med skygger på billedet til følge.
 
Opsummering:
Lyd: digital (DOLBY Atmos), Billede: digital (WS og CS), lærredstørrelse 9 x 4,9 meter.
 
 
Anmeldelse sal 3:
 

 

 

 

Salen er sammen med sal 4 kompleksets mindste og har 53 pladser fordelt på 5 rækker. Også her gælder at der er tale om en veldisponeret sal, hvor man ser godt fra stort set alle pladser og med god afstand fra første række og til lærredet. Skulle jeg komme med negativ kritik må det være at ind- og udgang sker gennem en dør i salens højre side fortil, men sidegangen er placeret i salens venstre side. Alle gæster er derfor nødt til at gå foran lærredet for at komme ud, med skygger på billedet til følge. Derudover kan man desværre høre bassen fra nabosalen - hvilket ikke er særlig optimalt. Salen har "snyde"-fortæppe som det fremgår af det ene billede - altså hænger der blot et lille stykke stof i hver side som ikke kan køres ind foran lærredet!
 
Opsummering:
Lyd: digital 7.1, Billede: digital (WS og CS), lærredstørrelse 7 x 3 meter.
 
Karakter sal 1: * * * * *, sal 3: * * *