Til forsiden
Udskriv

Platan Biografen

 

Dette er historien om Platan (1939-1976).

 

 

 

 Hjørnet Vesterbrogade/Platanvej i 2023 med Irma - her lå Platan Biografen, hvilket stadig kan anes i gården 

 

På Vesterbrogade 152 åbnede i 1939 en ny stor og flot biograf - Platan Biografen. Det var arkitekt Ernst Kühn som havde tegnet biografen og Kampsax som stod for selve byggeriet. Det var P. M. Heymann som var bygherre og hustruen Ebba Heyman som havde bevillingen, som var overført fra Rahbæk Teater på den anden side af Vesterbrogade. Denne biograf lukkede i forbindelse med åbningen af Platan. Biografen var holdt i art deco stil, men mindre pyntet end Dagmar Teatret (1939) som Kampsax også havde opført. Der var lagt vægt på bekvemmelighed og god akustik, som det hed i aviserne ved åbningen.

 

I forbindelse med byggeriet nedrev man en meget stor villa opført i 1874 af arkitekt Theodor Stuckenberg for en departmentchef Buchwald.

 

 

Vesterbrogade 152/hjørnet af Platanvej i 1903. Foto Fritz Theodor Benzen, Københavns Museum

 

Vesterbrogade 152 i 1930 før Platan Biografen. Foto Peter Elfelt, Københavns Museum

Biografen lå i skellet mellem København og Frederiksberg kommuner, selve salen lå på Frederiksberg ned ad Platanvej. En flot baldakin med lys lå ud mod Vesterbrogade med biografens navn ovenpå. Der åbnes med danmarkspremieren på Fox-filmen ”Kentucky” med Loretta Young og Richard Greene.

 

Foyeren var meget stor og gik ind under salen og der var 2 opgange til selve biografsalen. Der var 700 pladser i salen fordelt på 26 rækker samt i 3 loger A - B og midterloge.

 

I 1944 bliver biografen bombesprængt - det skete umiddelbart efter Kinopalæet havde lidt samme skæbne. Der sker dog ikke lige så stor skade her som i Kinopalæet og allerede efter 2½ måned kan der genåbnes. Alt dette overværer direktøren dog ikke selv, idet familien havde været nødt til at flygte til Sverige under krigen. Det var i stedet inspektøren - Svend Hardenberg, som drev biografen.

 

Biografen har stor succes med film efter krigen. I januar 1946 vises noget så sjældent som en helaftensfilm. Det er "Greven af Monte Cristo" som var 3½ time lang. Det var aldrig sket før, da man normalt ville have vist filmen i 2 dele. Begrebet "helaftensfilm" blev dog taget godt imod af publikum, hvorefter disse blev en fast del af repertoiret, ikke kun i Platan, men overalt.

 

 

 

 

 

Biografen lukkede i september 1954 for ombygning til WideScreen og CinemaScope. I forbindelse med det nye proscenium blev de første 2 rækker fjernet. Der genåbnedes den 4. oktober med premieren på "Manden uden nerver" med Tony Curtis i hovedrollen. Filmen var naturligvis i WideScreen. Det er ikke oplyst om biografen fik 4-kanals stereolyd til CinemaScope i forbindelse med ombygningen, men det fik den formentlig ikke.

 

Platan Biografen - salsplan efter ombygning til nye formater i 1954 

 

I 1958 rives forhusene ned og en helt ny bygning (den nuværende) i seks etager med forretninger i stueetagen bygges i stedet. En stor del af stueetagen lejes ud til Handelsbanken. Indgangen til biografen flyttes samtidig rundt om hjørnet til Platanvej, hvor der bygges et nyt indgangsparti som forbindes med selve biografsalen. Biografen genåbner i juli 1959. Direktøren havde i 1957 tillige søgt kommunen om en udvidelse af biografen fra 700 til 1.200 pladser, dette blev dog aldrig realiseret.

 

Biografen får efterhånden flere og flere actionfilm og tillige James Bond film som overtages efter Nørreport Bio. I 1960'erne deler biografen film med Colosseum på Nørrebro. Biografen bliver i 1972 overtaget af film- og biografmanden Gunner Obel, som fik tvistet repertoiret hen imod pornofilm. Han sælger dog allerede i 1973 biografen til Palladium, som efterhånden driver et helt lille biografimperium, foruden Palladium på Vesterbrogade. Primo 1976 opgiver Palladium driften og sælger til Tage Borg, som også senere overtager Carlton (1978-1984) på Vesterbrogade. Denne driver tillige egen filmudlejning og får sat 2 premierefilm op i biografen i 1976 - den sidste bliver "En mand i huset” den 2. august. Filmen spiller i 3 uger og afløses af "Broen over floden Kwai" som bliver biografens sidste film. Søndag den 29. august 1976 er det slut med biografdrift på matriklen. 

 

Biografen ombygges til supermarked, hvor senest Irma - nu COOP har haft forretning. Tilbygningen fra 1959 er fjernet og blevet til flere parkeringspladser bag bygningen. Selve biografskallen står uforandret udadtil.

 

Udsigt til lærredet fra bagenden af biografen i 2023, 47 år efter lukningen. Nederst ses det nedsænkede loft over Irma supermarkedet. Foto: Thomas Hauerslev, Biografmuseet.dk

 

 

-oOo-

 

 

1939

 

 

1954

 

1965 

1969 

 

1957 

1970