Anmeldelse af Kinopalæet - Lyngby

 
(Sandrew/Metronome, men pr. 1/6 2006 Nordisk Film) Tlf. 4588 7100/7013 1211. 11 sale med i alt 1.865 pladser, den største sal har 498 pladser, sal 2, 4, 6, 8 hver 126 pladser og de 4 mindste, sal 3, 5, 7, 9 hver 116 pladser. Biografen åbnede 17. august 2001. I 2008/2009 er stolene delvist udskiftet, forholdsvis hurtigt kunne man fristes til at sige!
 
Der er ingen tvivl om det er et imponerende biografkompleks. Alene navnet gør jo at der er noget at leve op til (Kinopalæet i København). Der mangler dog hygge og atmosfære i foyer og café, men det er jo et problem der kan løses. I januar 2009 har man derfor "byttet rundt" på café og slikbutik. Der er kommet "loungestemning" i caféen som til gengæld nu er uden vinduer, idet den er flyttet ind i bygningen. De 3 største sale er THX godkendt, med gode sigtelinjer, god benplads og lyd. Biografen er meget kørestolsvenlig. Rygtet vil vide at biografen købte den ene 70-mm kinomaskine fra Lyngby Teatret da denne lukkede. Tænk en gang hvis sal 1 fik mulighed for også at vise disse pragtfulde film i deres rigtige format!
 
Sal 1 er den største sal og har 496 pladser + 2 kørestol. Salen har et meget kunstfærdigt fortæppe udarbejdet af Marco Evaristti (ham med guldfiskene i blenderen) og et lærred som i CinemaScope er 16,8 m bredt. Der kan derudover vises film i Wide Screen 1,66 og 1,85 samt normalformat. Stolene var oprindelig franske og ekstra brede og med kopholder ved hvert sæde. De er udskiftet i 2008 med "Imperialsædet" (vipperyg). Bageste række (22.) er forsynet med dobbeltsæder. Det er en flot moderne sal. LYD: THX, DTS-ES, DOLBY-EX.
 
Sal 6 har 126 pladser fordelt på 9 rækker og har "sofarække". En veldisponeret mellemsal med flot stort lærred og god lyd, MEN man kan høre lyden (subwooferen) fra nabosalen og det er en dødssynd og må ikke forekomme i et nybygget biografkompleks. Hvis denne sal skulle blive THX godkendt ville jeg miste al tiltro til THX-certificeringen da netop uvedkommende støj er en vigtig del af certificeringen.
 
Sal 10 er den næststørste sal og er udstyret med 225 pladser + 1 kørestol. Salen er desværre uden fortæppe hvilket ville have pyntet. Det er en flot og veldisponeret sal, dog uden den store pynt eller andet. Lærredet er 10,7 m bredt i CinemaScope (hvilket ca. svarede til de største lærreder i Bio Lyngby og Lyngby Teatret) i december 2009 er der endvidere installeret DIGITAL 3 D. LYD: THX, DTS-ES, DOLBY-EX. Også her er der dobbeltsæder på bageste række (12.).
 
Sal 11 er 3. størst og har 168 pladser + 1 kørestol. Heller ikke her er der fortæppe. Også en flot og veldisponeret sal i lidt mindre udgave. Lærredet er 10,2 m bredt i CinemaScope. LYD: THX, DTS-ES, DOLBY-EX. Også her er der dobbeltsæder på bageste række (9.).

Karakter: Sal 1 * * * * *, Sal 6 * * *, Sal 10 * * * *, Sal 11 * * * *
Tip en ven
Sitemap - oversigt over tilgængelige sider
Udskriv