Til forsiden
Udskriv

 

Virum Bio

 
Dette er historien om Virum Bio (1943-1973).
 

 

 

Facaden af bygningen hvor Virum Bio lå. I dag er der en Fakta/365. Man kan lige ane marmorfliserne fra den gamle indgang ved "8-22" skiltet. S/H foto Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv fra 1946/47 - fotograf ukendt

 
Biografen lå på Virum Torv og blev opført nogenlunde samtidig med udbygningen af Virum og S-toget til Holte, idet der i den forbindelse blev etableret en ny station i Virum. Før den tid kørte Nordbanen blot igennem. Udover biografen opførtes tillige posthus, apotek og forretninger. Virum Torv var tiltænkt som centrum for en ny bydel med plads til 30.000 indbyggere og blev bebygget fra den bare mark. Selve Virum Landsby lå et stykke derfra. Bebyggelsen var opført lidt på samme måde som Ulrikkenborg Plads som lå i Kgs. Lyngby bag stationen.
 

 

Virum Bio - den oprindelige facadetegning

 

Biografen åbnede midt under besættelsen trods materialemangel. Første spilledag var 1. september 1943 med Palladium filmen "Vi kunde ha' det så rart". Filmen havde Bodil Kjær i hovedrollen og biografen fik en helt ny kopi  til åbningen. Grundet besættelsen var der kun 1 aftenforestilling - kl. 17.15 og i weekenden tillige en eftermiddagsforestilling kl. 15.15. Spilletiderne blev løbende ændret i krigens sidste år grundet udgangsforbud mv. 2. juledag 1943 spillede biografen "Landevejskroen" et svensk lystspil - kl. 2 - 4 - 6.30 og 8.15. I annonceringen stod "Direktionen forbeholder sig Ret til Ændring af Spilletider. Se opslag eller ring til Fr.dal 7290". Fra 29. december spillede biografen "Ballade i Nyhavn" kl. 5.15. De 3 biografdirektører i kommunen (Kino Lyngby, Bio Lyngby og Virum Bio) forsøgte at aftale nogenlunde samme spilletider i krigens sidste år.
 

 

Virum Bio i 1943 set mod lærredet. Foto fra Biografbladet/Danske-biografer.dk

 

Virum Bio i 1943 set mod bagvæggen. Foto fra Biografbladet/Danske-biografer.dk

 

 

 

 
Det var en elegant biograf med 360 pladser fordelt på gulv og terrasse. Salen var 21 meter lang, 11,5 meter bred ved prosceniet og 16 meter ved bagvæggen. Lærredet var ved åbningen 5 meter bredt og 3,75 meter højt. Der var en indgang til salen i midten af bagvæggen og fire udgange, to i hver side af salen. Inden man kom ind i salen var der en bred foyer og helt yderst ud mod indgangen ved Virum Torv - en vestibule med billetsalget.
 
Biografen blev i 1957 udstyret med CinemaScope og samtidig udvidet til 450 pladser, man forlængede simpelthen bygningen og byggede samtidig et nyt proscenium. Det var den kendte biografarkitekt Holger Pind som stod for tegningerne. Man fik i den forbindelse tilskødet en lille bid af nabogrunden, idet biografforlængelsen med flugtveje ellers ville gå ind over skel.
 
Efter ombygningen kunne der vises film i normalformat (5 x 3,75 meter), WideScreen (7 x 3,75 meter) samt CinemaScope (8,9 x 3,75 meter) på det svagt buede lærred. Biografen fik umiddelbart ikke 4-kanals stereolyd i den forbindelse og fortsatte med monolyd frem til lukningen.

 

 

Virum Bio - snittegning af prosceniet før og efter 1957, hvor biografen blev ombygget. De 3 "nye" formater er aftegnet som stiplede linjer på lærredet

 
Direktøren hed Gudmund Høyer. Han døde imidlertid i 1964 og det var herefter Heinrich Christensen som fik bevillingen. Han var tidligere inspektør i Bio Lyngby.
 

 

 

 

Biografen viste en blanding af danske og amerikanske film. Det har ikke været muligt at få yderligere oplysninger om repertoiret, idet der ikke blev annonceret særlig tit i de landsdækkende aviser.

 

Virum Bio blev ikke udstyret med 70mm anlæg, det forhindrede dog ikke biografen i at vise alle de store 70mm film som for eksempel "Ørneborgen" og "My Fair Lady" - blot i 35mm versionerne og uden stereolyd. Et udvalg af repertoiret ses nedenfor.

 
Biografen lå lidt længere væk fra København end Kgs. Lyngby og derfor måtte den pænt vente på, at Bio og Kino i Lyngby havde vist filmene. Først derefter kom de til Virum. "My Fair Lady" kom for eksempel til Virum i november 1966. Bio Lyngby havde dog vist den (i 70mm) allerede i september samme år. Den danske film "Mig og min lillebror og Bølle" kom til Virum i januar 1970 kun 6 uger efter premieren i december 1969. Den havde haft danmarkspremiere i blandt andet Bio Lyngby hvor den blev vist i 5 uger. Sådan fungerede rotationssystemet med filmkopier den gang. Det blev slået i stykker da København fik "multibiografer" og dermed beholdt filmene i månedsvis. På det tidspunkt var Virum Bio dog lukket.
 

 

Virum Torv med biografen i 1962. Foto: Erling Irving Jensen, Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

 

 

Virum Torv med biografen i 1953, Virum Station ligger ned ad vejen til venstre i billedet.

Foto: ukendt fotograf, Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

 

Biografen blev urentabel fra omkring 1970 og lukkede 1. april 1973. Der kom derefter en Irma i bygningen. Som det ses på billederne rykkede Irma en del rundt på torvet, men endte altså i biografbygningen. Efter Irma kom der en Fakta, som det også fremgår af billedet i toppen af siden. Senest er COOP365 rykket ind i lokalerne i stedet for Fakta.
 

Virum Bio - selve biografbygningen, anno 2021  

Virum Bio - selve biografbygningen, anno 2021 

 

 

1954

 

 

1954

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1970 

 

 

 
 

 

 

Aprilspøg fra 2019. Kilde: Virum-Sorgenfri Avis